Kalundborg - her skabes det gode børneliv
”Kunsten skal derud, hvor mennesker lever, og hvor meninger skabes, fordi den kan vise, at verden er mangfoldig, underlig og forunderlig. Kunst til børn og unge kan tage dem alvorligt lige dér, hvor de er midt i deres eget liv og udfordre deres engagement og initiativ.”
Citat fra projektansøgning vedr. Kulturpakker
Kultur som livsnødvendighed og almenmenneskeligt behov
Det er vigtigt, at kunst og kultur mødes på egne præmisser og respekteres for de værdier, den skaber i form af bevægende og tankevækkende oplevelser for mennesker eller glæden ved at udøve et kunstnerisk håndværk sammen med andre.
Kultur som et redskab
Men samtidig bliver det moderne vidensamfund stadig mere afhængigt af kreativitet og skaberkraft hos medarbejdere og ledelse. De skal i stigende grad selv tage ansvar for at skabe det unikke. Derfor er synliggørelsen af samspillet mellem Kalundborgs store industrivirksomheder og kulturen så vigtig. Og derfor er børne- og ungekulturen så afgørende.