1.Indledning
Kalundborg kommune har pligt til at føre tilsyn med, at de kommunale opgaver efter Servicelovens §§ 83 og 83a løses i overensstemmelse med de afgørelser kommunalbestyrelsen har truffet efter disse bestemmelser og i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandarder.
Plejeboliger
Kalundborg kommune driver 10 plejecentre, hvor visiterede borgere kan anvises en bolig samt her få hjælp til pleje og praktisk hjælp efter Servicelovens §§83 og 83a.
Indtil 2018 er tilsyn med denne hjælp varetaget dels gennem lovbestemte kommunale plejehjemstilsyn, dels ved risikobaserede tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed og dels i dialog med borgeren, leverandør og andre samarbejdsparter.
Pr. 1. juli 2018 er der oprettet et nyt supplerende tilsyn, hvilket også varetages af Styrelsen for Patientsikkerhed. Dette tilsyn har fokus på den social- og plejefaglige indsats på ældreområdet.
Tilbud i kommunen, der hovedsaligt leverer indsatser efter §§83 og 83a, er potentielle tilbud for det "nye" tilsyn. Dog vil det, som med det risikobaserede tilsyn, være udpluk af tilbuddene, der gennem et år får tilsyn.
Fritvalgsområder
Kommunen er ligeledes forpligtet til at tilbyde borgere, der bor udenfor plejeboligbebyggelse, hjælp efter §§83og 83a. Hjælpen udenfor plejecentrene (Fritvalgsområderne) leveres af enten kommunale eller private leverandører, som kommunen har indgået kontrakt med.
Kommunalbestyrelsen har også her ansvaret for at føre tilsyn med tilbuddene efter Servicelovens §§83 og 83a, hos både de kommunale og private leverandører samt følge op på, om de borgere, der er visiteret til hjælp efter denne paragraf, modtager den rette hjælp. Samtidig er det et kommunalt ledelsesansvar at sikre, at der bliver leveret pleje og omsorg af høj kvalitet.
Fritvalgsområderne, både kommunal og privat leverandør, er også omfattet at det "nye" tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Ifølge Lov om Social Service § 151 c skal kommunalbestyrelsen beskrive, hvilken politik der ønskes på tilsynsområdet, samt hvordan de vil udfylde de allerede eksisterende lovmæssige rammer for tilsyn og opfølgning.
§ 151 c. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde og offentliggøre en tilsynspolitik for tilbud efter § 83, som er omfattet af reglerne om frit valg af leverandør efter § 91. Stk. 2. Tilsynspolitikken skal indeholde kommunens procedurer for udførelse af tilsyn med disse tilbud og for opfølgning på tilsynet. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal i tilslutning til beslutninger om serviceniveauet for tilbud efter § 83 og om udarbejdelse af kvalitetsstandarder efter § 139 mindst én gang årligt følge op på tilsynspolitikken, herunder foretage de nødvendige justeringer. Serviceloven (LBK nr. 904 af 18/08/2011)
2. Formål
Formål med tilsyn i Kalundborg Kommune er:
- at følge op på, om borgeren får leveret den visiterede hjælp og samtidig sikre, at den visiterede hjælp stemmer overens med borgerens behov.
- at følge op på, om hjælpen udføres i overensstemmelse med lovkrav og politisk vedtaget serviceniveau.
- at følge op på, om hjælpen udføres på en kvalitetsmæssig, faglig og økonomisk forsvarlig måde.
- at forebygge, at eventuelle mindre problemer udvikler sig til store problemer.
3. Rammer for tilsyn
Kontrol
Tilsyn med om leverandøren overholder gældende lov på området, og at målgruppe, ledelse og økonomi er i overensstemmelse med det grundlag, der er vedtaget.
Kvalitet
Tilsyn med den faglige standard på leverancen, herunder kvaliteten i de ydelser, der gives. Følge op på, om medarbejdernes kompetencer stemmer overens med krav til opgaveløsningen.
Udvikling
Tilsynet bidrager til udvikling og kvalificering af tilbuddene, herunder vidensopsamling og vidensformidling.
Mhp. optimering af ovenstående rammer bygges tilsynet op omkring Kalundborg Kommunes værdier:
Værdier
Respekt for den enkelte borger, medarbejder og ledelse i leverandørleddet.
Trivsel, hvor der er fokus på borgeres og medarbejderes trivsel i dagligdagen.
Medansvar, hvor alle tager et ansvar mhp. at give borgeren den bedst mulige hjælp indenfor de givne rammer. Her tænkes også på inddragelse af borgeren i opgaveløsningen.
Stolthed, hvilket bl.a. kan vurderes ved, at såvel udfører som tilsynsmedarbejdere er stolte af at arbejde for og i kommunen.
Dialog er nøgleordet, og tilsynet anvender dialogen i samtalen med borgere, medarbejdere og ledelse ved at være nysgerrig, åben, synlig og imødekommende.
4. Fokusområder
- Borgerens rettigheder iht. Lovgivning og kommunalt serviceniveau.
- Kvalitet ( jf. kommunens kvalitetsstandarder.)
- Tilrettelæggelse af hjælpen i respekt for den enkelte borgeres ønsker og behov med fokus på rehabilitering.
- Ressourceudnyttelse - fagligt og økonomisk.
5. Forhold mellem tilbud og tilsyn
- Åbenhed om det kontrollerende aspekt.
- Opgaven er kendt og accepteret af leverandørerne.
- Tilsynet tilrettelægges og udføres målrettet, struktureret og systematisk.
6. Tilsynets kompetence
- Tilsynet har ingen ledelsesmæssig kompetence overfor de enkelte leverandører. Direktionen har kompetencen i relation til ledelsesbeføjelser.
- Tilsynet skal påpege misforhold samt være kritisk undrende og opsøgende i forhold til kerneydelserne til borgeren. Tilsynet kan henvise til løsnings- og handlemuligheder samt påpege fokusområder, der skal følges op på samt arbejdes videre med.
7. Metode for tilsynet for 2019
Generel opfølgning
Der tages udgangspunkt i godkendt Kvalitetsstandard for 2019 ved alle tilsyn.
Plejecentre
Der gennemføres minimum et årligt uanmeldt tilsyn pr. plejecenter i kommunen, hvor der er fokus på og tilsyn med bl.a. Servicelovens §§ 83 og 83a.
Frit Valg – kommunal leverandør
Opfølgning på og tilsyn med visiteret hjælp efter SL §§83 og 83a leveret af kommunal leverandør, udenfor plejecentrene, udføres således:
- i hverdagen ved dialog mellem kommunal leverandør og visitationsteamet, hvor hjælpen reguleres i forhold til borgerens behov. Der er udarbejdet en samarbejdsaftale, hvor parterne er forpligtet til dialog ved behov for mere eller mindre hjælp til borgeren (ændring i funktionsniveau) eller andre problematikker.
- i dialog med borgeren ved revisitationsbesøg, som foretages efter behov, eller ved telefonhenvendelse fra kommunal leverandør, hvis der er tvivlsspørgsmål.
- i forbindelse med klager fra borger eller pårørende.
- ved løbende stikprøvekontrol. Det undersøges her, om der er sammenhæng mellem tid til visiteret og leveret hjælp. Og der følges op sammen med den kommunale leverandør, såfremt der er divergenser.
- ved minimum et tilsyn pr. år i udvalgte hjemmeplejegrupper.
Frit Valg – privat leverandør
Opfølgning på og tilsyn med visiteret hjælp efter SL§§83 og 83a leveret af private leverandører udføres således:
- i hverdagen ved dialog mellem privat leverandør og visitationsteamet, hvor hjælpen reguleres i forhold til borgerens behov. Kontrakten anviser, at begge parter er forpligtet til dialog ved behov for mere eller mindre hjælp til borgeren (ændring i funktionsniveau) eller andre problematikker.
- ved løbende stikprøvekontrol.. Det undersøges her, om der er sammenhæng mellem tid til visiteret hjælp og indberettede afvigelser. Og der følges op sammen med privat leverandøren, såfremt der er divergenser.
- via kontrol og opfølgning på afregningen til leverandørerne. Her foretages løbende kontrol af antal timer leveret i forhold til det visiterede timetal sammenholdt med visitators viden om borger fra telefonisk kontakt og visitationsbesøg.
- ved årlige statusmøder med leverandørerne, hvor der er fokus på leverance og kvalitet, tilbagemelding etc.
- ved minimum et tilsyn pr. år pr. privat leverandør.
8. Organisering af tilsyn og opfølgning
Tilsynet organiseres i Visitations- og hjælpemiddelenheden. Det skal herfra i forvejen via ledelsestilsynet sikres, at der leveres de ydelser, som der er bevilget og der afregnes for, hvorfor placering af tilsyn her giver god mening.
Indhold og temaer i tilsynet for 2019
Tilsynet udarbejder en årsplan baseret på en aktuel vurdering af behovet for tilsyn. I denne vurdering kan flere forhold indgå. I tilsynet for 2019 KAN følgende evt. indgå:
- Spørgeskemaer med generelle spørgsmål til hver type af tilsyn
- Opfølgning fra sidste tilsyn
- Drøftelse af klagesager
- Håndtering af magtanvendelseslovgivningen
- Implementering af strategien for "Det gode og værdige Ældreliv"
- Risikovurdering, hvor der ud fra en konkret og aktuel vurdering af hændelser, som både er sandsynlige og kan have store konsekvenser for borgerne, foretages en prioritering af tilsynsarbejdet, som afdækker disse særlige risici.
Procedure og rapportering
Tilsynene gennemføres, og der udarbejdes en skriftlig rapport for hvert tilsyn, indenfor 2 – 3 uger. Rapporten sendes til den områdechef, der er leder af det pågældende center / gruppe. Herefter tilstræbes at områdechefen har 8 – 10 dage til at kommentere rapporten med henblik på at sikre, at rapporten beskriver forholdende faktuelt korrekt og samtidig tage skridt til at udbedre eventuelle kritikpunkter.
Rapporterne behandles efterfølgende i Ældre- og Sundhedsudvalget, Ældrerådet samt sendes til chefen for det aktuelle område, som orienterer borgere og pårørende med tilknytning til enheden. Tilsynsrapporterne offentliggøres på kommunens hjemmeside og på Plejehjemsoversigten.
Godkendt i ÆSU den 4. december 2018